Komfuret var unikt og udgjorde en revolution inden for varmelagring med fokus på blå flamme-princippet, dvs. røgfri forbrænding samt en varmeeffektivitet, der selv i dag ikke har set sin lige. Da komfuret benytter sig af strålevarme frem for direkte varme, som de fleste andre komfurer, er det muligt at bruge det samme komfur til adskillige forskellige retter samtidig. Af den grund blev komfuret nærmest en velsignelse for flertallet af husholdninger.
Komfuret holdt sig varmt hele dagen og hele natten, idet den konstante varme blev reguleret af en indbygget termostat. Det betød, at komfuret kun behøvede lidt opsyn, var energibesparende, og det var ikke nødvendigt at fylde koks på mere end én gang om dagen. Senere blev det muligt at bruge træ, olie, gas og elektricitet til komfuret.
Alle AGA komfurer har en varmeplade med en fast temperatur på 400 °C samt en simreplade med en fast temperatur på 200 °C. AGA komfurer med to ovne har en stegeovn, der har en fast temperatur på 220 °C og en simreovn med en fast temperatur på 140 °C, versionen med tre ovne har også en bageovn på 180 °C, versionen med fire ovne har en varmeovn på 100 °C, og versionen med 5 ovne har desuden en ovn til langtidsstegning. Desuden kan man i dag vælge en kogeplade med induktion.