Men selv om luften virker usynlig, er den i høj grad til stede og næsten altid i bevægelse. Og den vejer ganske pænt – meget mere end de fleste forestiller sig. En kubikmeter vejer ca. 1,2 kg, og i en almindelig dagligstue er der derfor omkring 60 kg luft.
Ordet luft er det, vi bruger til hverdag. Teknikerne foretrækker et andet: For dem består luften af en række gasser. Begrebet gasser bruges primært om stoffer, der optræder i gasform ved de betingelser, der er på jordens overflade – alle stoffer har tre tilstande: Det kan være fast stof, det kan være en væske, eller det kan være en gas. Tænk f.eks. på vand, der jo findes som både is, som væske og som (usynlig) vanddamp i atmosfæren.
Det virker som ren magi på mange, at ganske almindelig luft kan blive til væske. Men ved behændigt at udnytte de fysiske love, der gælder for gasser, kan luften køles så langt ned, at den bliver flydende – ja, mere end det: Luften kan separeres i de gasser, den består af, for de bliver flydende ved forskellige temperaturer. Og netop sådan, hentet ud af den blå luft, fremstilles gasser som oxygen (ilt), nitrogen (kvælstof) og argon.