Spørgsmålet er imidlertid, hvordan vikingerne fik fat på stålet. ”Det store mysterium er, hvor de fik fat i råmaterialerne” siger Furrer til Nova. ”Vi har ingen beviser for, at fremstillingen af digelstål fandt sted i Europa før 800 år senere”.
Ifølge Fredrik Charpentier Ljungqvist, der er forsker på Stockholm Universitet, er svaret muligvis ganske enkelt. Selvom kendskabet til at fremstille digelstål ikke fandtes i Europa i vikingetiden, viser sværd i damaskusstål, at denne viden fandtes i Mellemøsten. Genstande fra arkæologiske udgravninger fra vikingetiden viser også, at datidens skandinaver handlede med Østen. Man ved også, at de kunne rejse til søs – på floder og søer – hele vejen fra Mälaren i Sverige til Nordiran, den såkaldte Volgarute.
”De fleste Ulfberht-sværd er dateret til samme tidspunkt, som Volgaruten var åben på”, fortæller Charpentier Ljungqvist til Nova. ”Jeg mener, at det er meget sandsynligt, at stålet i Ulfberht-sværdene stammer fra Iran. Jeg vil gætte på, at vikingerne købte stålet fra venligtsindede handelskontakter i Iran – som blev betalt med pels og andre nordiske råvarer – og vikingerne tog derefter stålet med sig hjem i de små både, som blev anvendt på floderne.” Dr. Alan William fra Wallace Collection i London er en af verdens førende eksperter, når det gælder historiske stålvåben. Williams er enig med Charpentier Ljungqvist: ”Efter 1000-tallet blev Volgaruten lukket, og fremstillingen af Ulfberht-sværd stoppede, hvilket for mig er et stærkt bevis på, at sværdene blev fremstillet af importerede råmaterialer, forklarer han.